Kære Demensven
Mit navn er Katrine. Jeg har været med helt fra den spæde start af Demensven-kampagnen. Jeg har oplevet, hvordan Demensvenner gør en forskel for mennesker med demens.

Både på de store linjer og i den helt nære hverdag. Jeg har oplevet, hvordan vi på kun fire år er blevet mere end 100.000 Demensvenner.

Vi er blevet støttet økonomisk af Sundhedsstyrelsen - men nu er det slut.

Ved udgangen af 2019 bliver der lukket for kassen.

Kassen er lukket, selvom der er lang vej igen. Selvom vi ved, at antallet af mennesker med demens stiger markant de kommende år. Selvom demens nu er den femte hyppigste dødsårsag i Danmark.

Hvis vi skal kunne fortsætte vores vigtige arbejde sammen i 2020, er vi nødt til at finde pengene på en anden måde.

Måske du kan hjælpe os?

Vi vil fortsætte! Vi insisterer på at blive ved med at gøre en forskel for mennesker med demens. Vi er pårørende, ægtefæller, børn og børnebørn til mennesker med demens. Vi er sundhedsprofessionelle på sygehuse og plejehjem. Vi er naboer, venner og mange flere, som hver dag møder mennesker med demens. Vi gør vores til, at ingen med demens skal føle sig forladt, isoleret eller misforstået.

Vi Demensvenner gør nemlig en forskel. Vi gør det i vores hverdag. Måske endda hver dag. Med handlinger som kan synes små og dagligdags, men som betyder noget for mennesker med demens. Og vi træder også til, når det virkelig gælder.

Som dengang hvor Demensvennen Sanne Bruun, en kølig sommernat,fik øje på en ældre herre kun iført t-shirt og underbukser. Sanne gik ikke bare videre. Hun stoppede op og snakkede med ham. Henning, som det viste sig, at han hed, var faret vild. Han var usikker på, hvor han var, og hvorfor han var der. Sanne beroligede Henning. Og en ellers utryg oplevelse forvandlede sig til en hyggelig spadseretur, da Sanne fulgte Henning sikkert hjem igen.

Min egen farmor fik demens, da jeg selv kun var 11 år gammel. Hun glemte, hvor hun var, selv når hun lå trygt og godt i sin egen seng. Jeg forstod ingenting. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Så jeg begyndte at undgå at tage med på besøg. Begyndte at undgå at snakke med hende. Jeg forstod ikke, hvor den farmor, jeg før kendte, var blevet af. Jeg ville ønske, at Demensven havde eksisteret, imens hun stadig levede.

Demenssygdomme er en af vor tids mest udbredte og dødelige folkesygdomme. Men på trods af det falder investeringer i forskning. Ventetiden på udredning vokser, og behandlingstilbuddene til mennesker med demens og deres familier er mildest talt sparsomme. Det øger et i forvejen umenneskeligt pres på familier og på de allernærmeste.

Det vil vi ændre på. Det kan vi ændre på.

Men for at lykkes har vi brug for din hjælp til at sikre, at Demensven fortsætter.

På forhånd tusind tak for din hjælp – uanset hvilken form den måtte tage.

Med venlig hilsen
Katrine van den Bos
Demensven og projektleder.

PS: Du er velkommen til at skrive til mig og høre mere på katrinevdbos@alzheimer.dk