Menu

Jul med Tiger og Bamse

Se den inspirerende Demensven-adventskalender med Tiger og Birger, som går under navnet 'Bamse' blandt familie og venner. Makkerparret juler igennem med forskellige aktiviteter, der kan inspirere til hyggeligt samvær med ens kære med demens i juletiden.

Måske husker du Tiger fra TV 2 Zulu-serien "Tiger og morfar"?

Efter sin morfars død ville Tiger gerne fortsætte med at hjælpe nogen med demens, nu når han havde lært så meget om sygdommen og fået så meget ud af samværet med sin morfar. På den måde blev Tiger og Bamse, som fik konstateret Alzheimers sygdom i en alder af blot 63 år, ad omveje ført sammen. Hurtigt blomstrede et særligt venskab, og nu mødes de hver uge og drikker kaffe og hygger sig.

I vores Demensven-adventskalender kaster makkerparret sig over fire forskellige juleaktiviteter og giver gode råd til, hvordan man kan skabe et godt samvær om dem. De taler også om alle julens traditioner, og det bringer minder frem hos Bamse.

 

1. "Ikke for mange regler"

I første afsnit kan du høre, hvad Tiger og Bamse glæder sig til ved julen, og se, hvilken juleaktivitet de skal kaste sig over først. Vi kan afsløre, at det er noget, som vækker minder hos Bamse. Makkerparret giver også et godt råd, som alle kan bruge - uanset aktiviteten, man kaster sig ud i. 

Videojournalist: Louise Bangslund

 

2. "Man skal have en fyrmester"

I andet afsnit får Tiger og Bamse ler under neglene og taler om nogle af julens traditioner, som bringer minder frem hos Bamse. Husker du fx "Poul og Nulle i hullet"?

 

Videojournalist: Louise Bangslund

 

3. "Lav ting, hvor man kan være ligeværdige"

I tredje afsnit kommer tænderne måske til at løbe liiidt i vand. Se, hvilken aktivitet Tiger og Bamse skal kaste sig over, som Bamse kalder "et værre arbejde" og hør, hvad de synes er det vigtigste at holde fokus på, når man skal lave aktiviteter med ens kære med demens.

 

Videojournalist: Louise Bangslund

 

4. "Hav masser af kaffe på kanden"

I fjerde og sidste afsnit taler Tiger og Bamse om nogle af de ting, der er blevet sværere for Bamse omkring julen, efter han har fået Alzheimers sygdom - og hvordan han tackler det. De giver også deres bud på, hvordan man kan gøre sin juleaften demensvenlig, hvis man som familie er ramt af demens - blandt andet skal der være masser af kaffe på kanden.

 

Videojournalist: Louise Bangslund

 

Tusind tak, fordi i har set med! Vi håber, I har fået inspiration til aktiviteter og hyggeligt samvær med jeres kære med demens i juletiden.

Senest opdateret d. 19. december 2021