"Med søvn i øjnene så jeg ud ad vinduet. Det regnede meget, men for enden af vejen, syntes jeg, at der lå en.
Jeg greb en trøje og spurtede der over på bare fødder.
Da jeg løber og nærmer mig, råber jeg, om han er okay. Han ligger i regnvandet og griber efter sin rollator, og svarer mig med noget sur mumlen. Jeg kommer over til ham, og gentager spørgsmålet. Han er helt rundt på gulvet, bløder fra sin højre hånd og er gennemblødt af regnen. Jeg vender rollatoren om, og får efter et par forsøg, løftet ham op at sidde på den; en voksen mand er ikke lige sådan at løfte, og slet ikke for en pige med tandstik-tykke arme … Efter løftet taler vi lidt, mens vi begge får vejret. Jeg finder lidt af hans våde toiletpapir, og dupper hans sår på hånden. Han fortalte, at han var på vej til stationen, men nu var på vej hjem igen – ”for det er jo søndag”. Jeg forstod ikke helt selvfølgeligheden i forhold til ugedagen, men jeg godtog forklaringen i regnen, og vi vendte rollatoren om, og gik stille hjem mod ham.
Jeg måtte ikke rigtig følge ham hjem. Det kunne han sgu sagtens klare selv. Jeg sagde, at det var jeg i tvivl om, men at jeg altså skulle samme vej, og at vi så ligeså godt kunne følges ad – og det gjorde vi så.
Rollatoren havde det ikke helt godt efter styrtet, så vi supplerede dens støtte ved at gå arm i arm. Det regnede stadig meget, og jeg fortalte, at jeg boede i det hus, vi nu gik forbi. Efter 5 meter sagde han, at hende der boede her, godt nok havde nogle smukke hortensiaer. Jeg smilte og sagde tak – og så spurgte han, om jeg mon kendte den unge dame, der boede her. Jeg smilte igen, og sagde ja. Mens vi stille tøffede videre hjem mod ham i regnvejret, talte vi. Vi talte om teknologien og at den slet ikke er så farlig, som mange tror ”folk var også så bange og vrede over de kulørte blade, da de kom – og nu er de sgu kede af, at ham der lavede dem, er død”, sagde han. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Vi trillede og talte videre i regnen.
Da vi nåede ned til hans hus, spurgte jeg, om han havde nøglen til hoveddøren, og han svarede, at den altid sad i døren. Jeg tænkte, at det var da lidt friskt gjort, men at det nok bare var et tegn på tillid i deres andelsforening. Jeg spurgte, om han havde nogen der inde til at hjælpe ham; han svarede, at konen nok lige havde lavet kaffe, og om jeg ikke ville med ind og ha’ en kop.
Jeg var gennemblødt og stadig uden sko, så jeg takkede pænt nej, da jeg troede, jeg overleverede ham til fruen af huset. Han trådte ind ad døren og råbte hej – han stod lidt i stilheden, for konens svar kom ikke. Jeg spurgte, om jeg skulle gå med ind alligevel, men han bad mig tøffe hjem og få tørt tøj på, og afsluttede det hele med et ”tak for hjælpen, frøken”.
Da jeg lukkede døren, og vendte snuden mod hjem, mødte jeg hans nabo. Hun havde set os, og spurgte om jeg ikke lige havde 2 minutter. Hun spurgte, hvad der var sket, og hvem jeg var – jeg fortalte begge dele. Jeg fortalte, at han nu var kommet hjem til konen og kaffen og at han nok ville blive hygget om nu. Hun kiggede på mig, og sagde, at konen var død for flere år siden. Hun sagde, at nøglen ikke plejer at sidde i døren. Jeg spurgte, hvem der så skulle hjælpe den rare mand med alt det våde tøj og såret på hånden. Jeg var på vej der ind igen, men nabokonen stoppede mig og sagde, at sønnen boede i nærheden, og at hun ville ringe til ham nu. Hun sagde, at manden jeg havde hjulpet, på det sidste havde opført sig meget mærkeligt, og hun var sikker på, at han var blevet dement meget hurtigt – og at han nok ikke kunne huske mig, hvis jeg gik der ind igen ...
Jeg kan godt se det nu. Det han sagde med toget om søndagen. Det han sagde om mine smukke hortensiaer. Det med nøglen i hoveddøren og det med konen og kaffen. Jeg kan godt se det nu …
Moralen eller budskabet med min fortælling, ved jeg ikke helt, hvad er. Jeg blev forskrækket. Meget. Og det gjorde han også.
Så husk at hjælpe andre, ja, men nærmest endnu vigtigere, husk at besøge dine ældre. Jeg ved godt, det lyder som et dårligt valgslogan, men helt seriøst, så husk det lige …"
Sådan skrev Signe i sit opslag på facebook. Læs opslaget her >>
